for tredive år siden, efter at have oplevet en elskedes tragiske død, trøstede en af mine venner mig med følgende ulige sæt sætninger:
“du kommer over din sorg. Det gør alle. Medmindre han er dronning Victoria.”
øjeblikkeligt dukkede et billede af den tunge, grimaserende dronning op i mit øje. Denne mærkelige kondolence fik mig til at smile i min mørkeste time, fordi Victoria, som kendt for enhver engelsk monarki-buff, klædte sig i enkesort fra den dag, hendes elskede mand, Prinsgemalen Albert, døde i 1861 indtil hendes død den 22.januar 1901.
jeg husker dette øjeblik, fordi Dec. 14 er 156-året for Prins Alberts død.
i mere end et århundrede blev Alberts død tilskrevet tyfusfeber. For nylig har en parade af læger og lænestolspatologer imidlertid hævdet, at det var noget mere end en infektion, der kørte prinsen væk.
scenen for Alberts død var det kongelige soveværelse i det storslåede Vindsor-slot på Themsen. Efter et maleri af Oakley blev begivenheden udgivet på papir og viser en fortvivlet dronning Victoria og Alberts læger, Sir James Clark (som behandlede John Keats på sit dødsleje i Rom, 41 år tidligere), Sir Henry Holland og Dr. Thomas. Det var her, hvor den 42-årige prins gemalinde døde efter en fire-eller-mere-ugers sygdom, en, der kan være begyndt i begyndelsen til midten af November med vage symptomer på søvnløshed, ben og arm smerter, tab af appetit, og en generel følelse af simpelthen ikke føler sig godt.
de detaljer, der blev frigivet til pressen om prinsens sygdom, var ufuldstændige, vage og upræcise. I realtid bekymrede kongefamilien sig imidlertid for, at Albert led af “gastrisk” eller “lav” feber, begge eufemismer for den dødbringende og stadig mystiske tyfusfeber. Denne infektion er typisk forårsaget af indtagelse af vand eller mad plettet med en mikrobe kendt som Salmonella typhii. I æraen før antibiotika og intravenøse væsker varede en tyfus typisk 21 Til 30 dage og endte enten i døden eller, hvis kroppen var stærk nok til at bekæmpe det mikrobielle angreb, en langsom og stabil genopretning. Det karakteristiske symptom er et rosenfarvet hududslæt, der bryder ud mellem den 8.og 12. sygdomsdag. Andre symptomer omfatter feber, mavesmerter og blodig diarre.
Prins Albert, Prinsgemalen, med dronning Victoria og flere af hans børn på Buckingham Palace, London den 14.December 1861. Foto af Popperfoto / Getty Images.
mærkeligt, flere uger før prins Alberts død, formulerede han en depression af depression, hvis ikke et særskilt ønske om at dø. Han sagde oprigtigt til Victoria: “jeg klamrer mig ikke til livet. Du gør; men jeg satte ingen butik ved det. Hvis jeg vidste, at de, jeg elsker, var godt plejet, skulle jeg være helt klar til at dø i morgen … jeg er sikker på, at hvis jeg havde en alvorlig sygdom, skulle jeg give op med det samme. Jeg skal ikke kæmpe for livet. Jeg har ingen vedholdenhed for livet.”
Dr. Vilhelm Jenner, Alberts rådgivende læge, var særlig dygtig til håndtering af tyfusfeber og stillede diagnosen hos den kongelige patient. Jenner var forfatter til den velanskrevne tekst fra 1850, “om identitet eller ikke-identitet af tyfus og tyfusfeber.”Ifølge Dr. Jenners kliniske noter optrådte Det lyserøde udslæt af tyfus på prinsens hud lørdag, Dec. 7, Men Albert blev aldrig fortalt om sværhedsgraden af sin sygdom, fordi, som Victoria registrerede, “han havde en rædsel af feber.”
i løbet af sin sidste uge af livet voksede Albert gradvist mere desorienteret og dehydreret. Han havde også problemer med at trække vejret og hostede meget. Det var i denne periode, hvor en række ofte modstridende pressemeddelelser om prinsens tilstand begyndte at blive vist på tryk. Hastigheden af stadig værre nyhedsbulletiner fik sygdommen til at virke langt hurtigere, end den faktisk var. Faktisk klagede de ærværdige medicinske tidsskrifter, The Lancet og British Medical Journal, over de mange uoverensstemmelser i information frigivet fra Vindsor Castle og opfordrede til formelle undersøgelser af hele sagen.
døden af en sådan populær figur og værdsat leder varslede den offentlige udgydelse af sympati set i 1997, da Prinsesse Diana blev dræbt i en bilulykke. I sidste ende trumfede kongelig sorg offentlighedens ret til at vide om deres leders sundhed, et tema, der alt for ofte fortsætter den dag i dag. British Medical Journal rapporterede, at prinsens sygdom var “selve afkom af dårlige kloakker og dårligt drænet boliger.”Interessant nok var ordet tyfus ikke officielt knyttet til det kliniske billede før Dec. 21, 1861, da “tyfusfeber; Varighed 21 dage” blev opført af justitssekretæren som Alberts officielle dødsårsag.
i de senere år har læger argumenteret for, hvad der dræbte Prins Albert. Tilsyneladende havde han en lang medicinsk historie med intermitterende magekramper, lejlighedsvis tarmobstruktion, anoreksi, diarre, træthed og reumatiske ledproblemer. Mens nogle har antaget forskellige former for mavekræft (hans mor døde af mavekræft i en alder af 30 år), har nogle læger og historikere hævdet, at Albert måske har lidt af enten Crohns sygdom eller ulcerøs colitis, kompliceret af en perforering af tarmen, sepsis og død. I sidste ende vil vi aldrig rigtig vide det, selvom vi alle kan være enige om, at fattige Albert døde for tidligt.
under deres ægteskab sammen var Victoria dybt hengiven til Albert og tillod ham at spille en vigtig rolle i styringen af hendes rige. Uanset årsagen til Alberts død inspirerede det dronning Victoria til at “læne sig ind” og blive den elskede, afgørende og effektive dronning af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland og kejserinde af Indien. Victoria har muligvis båret Enkens sorte i mere end 40 flere år, men hun var en kvinde, der tog ansvaret og regerede over en af menneskehedens mest herlige epoker — en vi stadig omtaler i dag som den victorianske tidsalder.