Madame Bovary, debutromanen til Gustave Flaubert, blev først udgivet serielt fra oktober til December 1856. I April 1857, da den først blev udgivet som en bog med et bind, blev den en øjeblikkelig bestseller. Clive James har skrevet om det, “alle burde læse det. Alle ville læse det, givet en gratis smag.”For mange etablerede det en ny æra med historiefortælling, moderne realisme. For andre repræsenterer den den borgerlige roman. Det, der er sikkert, er, at det har markeret sig som en af de mest generative romaner i det 19.århundrede; siden offentliggørelsen er det blevet tilpasset grafisk romanform, opera og flere film. I dag fejrer vi Madame Bovarys betydning ved at se tilbage på nogle af vores yndlingsforfatteres meninger om Flauberts mest kendte roman.
1) Lydia Davis om Oversættelse Madame Bovary i Ny York magasin
” man skulle tro, arbejder fra en tekst, at oversættelserne har fået til at være nogenlunde ens. Men det er forbløffende, hvor forskellige de alle er. Nogle er ret tætte, men så tilføjer de en metafor, som Flaubert ikke har. Og nogle er uhyrligt langt væk. To af de mest populære, Steegmuller og Hopkins-de er ikke dårlige bøger. De er godt skrevet på deres egen måde. Men de er ikke tæt på, hvad Flaubert gjorde.”
2) Nabokov om Madame Bovary i sammenligning med andre romaner i forelæsninger om litteratur
” vi ser måske forgæves blandt siderne i Anna Karenin efter Flauberts subtile overgange inden for kapitler fra et tegn til et andet. Strukturen af Anna Karenin er af en mere konventionel art, selvom bogen blev skrevet tyve år senere end Flauberts Madame Bovary… Fra denne beretning om strukturen i Tolstojs roman vil det ses, at overgangene er langt mindre smidige, langt mindre detaljerede end overgangene fra gruppe til gruppe i Madame Bovary inden for kapitler. Det korte pludselige kapitel i Tolstoy erstatter det flydende afsnit i Flaubert. Men det vil også bemærkes, at Tolstoy har flere liv på hans hænder end havde Flaubert. Med Flaubert en tur på hesteryg, en tur, en dans, en bus drev mellem landsby og by, og utallige små handlinger, små bevægelser, gøre disse overgange fra scene til scene i kapitlerne. I Tolstojs roman bruges store, klangende og dampende tog til at transportere og dræbe tegnene — og enhver gammel form for overgang bruges fra kapitel til kapitel, for eksempel begynder den næste del eller næste kapitel med den enkle erklæring om, at så meget tid er gået, og nu gør dette eller det sæt mennesker dette eller det på dette eller det sted. Der er mere melodi i Flauberts digt, en af de mest poetiske romaner, der nogensinde er komponeret; der er mere magt i Tolstojs store bog.”
3) Julian Barnes om forskellige oversættelser af Madame Bovary i London-gennemgangen af bøger
” at sammenligne flere forskellige versioner af Madame Bovary er ikke at observere en akkumuleringsproces, nogle gradvise, men uundgåelige fremskridt mod sikkerhed og autoritet (undtagen i lejlighedsvis kassering af fejl); snarere er det at se på en række tilnærmelser, et sæt deliverescences. Hvordan kunne det være ellers, når næsten hvert fransk ord kan gengives på flere forskellige måder? Overvej det øjeblik, hvor Emma, Charles og L Larson spiser is i en cafekrus ved havnen, efter at have gået ud før Lucia ‘ s sidste scene. Charles foreslår naivt, at hans kone bliver i byen for at fange den næste forestilling – en handling, der udfælder hendes affære med L Larson. Charles henvender sig til sin kone (banaliteten af sætningen i kontrast til de nylige blomstrer af Donisetti) som ‘mon petit chat’. Aveling har ‘Fisse’, Mildred Marmur (1964)’ min killing’, væg’ min fisse-kat’, Hopkins’ darling’, Steegmuller’ kæreste’, Russell og Davis’mit kæledyr’. Marmur er god; væg bringer den lidt uønskede smag af en dårlig Dean Martin-film; Steegmuller og Hopkins bevidst ænder felinity (du kan argumentere for, at franskmændene allerede er drænet af det alligevel); mens Russell og Davis, der blander banalitet og fjern animalitet, har fundet den bedste løsning. Sandsynligvis. I det mindste for øjeblikket. Du kan forstå, hvorfor Rutherford kaldte oversættelse en ‘mærkelig forretning’, som’ fornuftige mennesker ‘ bedst bør undgå.”
4) James træ om Madame Bovarys stil i Den Nye Republik
” det er svært ikke at irritere Flaubert for at gøre fiktiv prosa Stilfuld—for at gøre stil til et problem for første gang i fiktion. Efter Flaubert, og især efter Flauberts breve, spejles stil altid, altid selvbevidst, altid en fanget beslutning. Stil blev religiøs med Flaubert, i samme øjeblik som religion blev en slags litterær stil, en poesi, med Renan. Flaubert beundrede selv Rabelais, Cervantes og Moli Larre, som om de var dyr af rent instinkt: “de er store… fordi de ikke har nogen teknikker.”Sådanne forfattere” opnår deres virkninger, uanset kunst, ” skrev han til sin elsker Louise Colet i 1853. Men Flaubert kunne ikke være fri som disse forfattere: “man opnår kun stil ved grusomt arbejde, en fanatisk og dedikeret stædighed.”Han blev fængslet i skrupler, og han fængslede sine efterfølgere i skrupler. Han er romanforfatteren, hvorfra den moderne, med alle dens snævre friheder, strømmer.
5) som Byatt om at være bange for at læse Madame Bovary i The Guardian
“at læse Madame Bovary for første gang var en af de mest skræmmende oplevelser i mit liv – i det mindste indtil det tidspunkt. Jeg var en meget ung kvinde – ikke engang atten. Jeg var au pair i de franske provinser i 1950 ‘ erne, og jeg læste Madame Bovary på fransk, sidder i furen af en vingård. Jeg var som Emma Rouault, før hun blev Madame Bovary, en person, hvis mest intense liv var i bøger, hvorfra jeg havde dannet vage billeder af lidenskab og eventyr, kærlighed og bryllupper, ægteskab og børn. Jeg var bange for at blive fanget i et hus og et køkken. Madame Bovary åbnede en vision om meningsløshed og tomhed, som var desto mere rystende, fordi den var så fuld af ting, tøj og møbler, værelser og haver. Det værste af alt var, at det var de bøger, der var den mest lumske gift. For nylig Madame Bovary dukkede op i en britisk avis notering af de ‘halvtreds bedste romantiske læser. Det var og er den mindst romantiske bog, jeg nogensinde har læst. Hvis jeg er kommet til at elske det, det er fordi nu er jeg et halvt århundrede ældre, og ikke fanget i et hus og køkken, jeg kan lige sympatisere med den centrale person i bogen, Hvem er dens forfatter – uendeligt opfindsom, opmærksom, og fuld af liv.”