det startede med de tidlige græske typer (Minoere osv)
minoerne var ikke grækere. De talte ikke græsk. Hvis der er noget bevis for, at ordet daimon eller dets forgænger vises i lineær A, dvs.et undeciphered script, bedes du pege mig mod det.
Daimons var ånder, der fungerede som personlige ledsagere til forskellige guddomme.
nr. Her er LSJ-posten. Jeg har dristig engelsk for dig.
dæmon, Røv, voc.A. “dæmon” s. OC1480 (lyr.), “dæmon” Theoc.2.11, Kristus, Gud, gudinde, af individuelle guder eller gudinder, Il.1.222, 3.420 osv.; “demoniumus promsus” 5.438; demoniumus demoniumus, af venskab og ungdom, Emp. 59.1: – men mere ofte. af den guddommelige magt (mens Gud betegner en Gud personligt), Guddommen, jf. Od.3.27; at dæmon mod den guddommelige magt, Il.17.98; dæmon ved sin nåde, 11.792; Kat-demon, næsten, = tych-Demon, ved en tilfældighed, Hdt.1.111;” tych Kurt demon ” Pi.O. 8.67; Kors., dvs. skæbne, B. 15.23: i pl., hvad guderne foreskriver, Id.16.117; ” ta kursta.”S. OC1443;” fortune og D. ” Lys. 13.63, jf.Aeschin.3.111;” ved dæmon og konsonant ” Ar.Av.544.2. den magt, der styrer enkeltpersoners Skæbne: derfor, ens parti eller forlune,” Od.5.396, jf. 10.64; “demon acha bad” 11.61; demon give jeg vil behandle dig skæbne, dvs. dræbe dig, I1. 8.166; frekvensgrad. i Trag. af god eller dårlig formue, ” som Kurt. ehro Christ ” A. Pers.601; “d.” Id. Ag. 1342 (lyr .); “fælles” Id. Th. 812; “født af dæmonen” S. OC76; “demon cruelty” Antipho 3.3.4; ” den krisaka vender d. 4.6; personificeret som det gode eller onde geni af en familie eller person, “d. t. 1569, jf. S. OT1194 (lyr.); “Hr. d.” pl.Phd.107d, jf. PMag.Lond.121.505, Iamb.Myst.9.1; “L. D.” Lys.2.78; “pripanti d. han er i sympati med de mystiske mennesker i livet” mænd.16.2 D.; “d. l.l.” Id.8D.; ” Kors.”Plu.Caes.69; σ σς δ. dårlig ibid.; “Kong Kong IV.” Id.Art. 15; ” pristhos.”Heraclit.119; “Fremmedhadede Phis karrus hans sjæl en karrus er D.” Arist.Top.112a37.II. den gyldne tidsalders sjæle, der fungerer som tutelære guddomme, hes.Opus 122, Thgn.1348, Phoc.15, Emp.115.5 osv.; “θεῶν, δ., Hr., Hr.” pl.R. 392a: mindre frekvens. i sg., “hes”.Opus 314. Den gudfrygtige Darius, A. pers.620; νῦν δ᾽ ἐστὶ μάκαιρα δ., af Alcestis, E. Alc.1003 (lyr .), jf.IG12(5).305.5 (Paros): senere, af afdøde sjæle, Luc.Luct.24; – dis manibus, ig14.1683 . , ib.938, al.: også, spøgelse, Paus.6.6.8.2. generelt er åndelig eller semi-guddommelig underordnet guderne, Plu.2.415 a, al. Sallust.12, Dam. Pr. 183 osv. esp. ond ånd, dæmon, Ev.Mat.8.31, J. AJ8. 2.5; “Hr.”Aleks. Aphr. Pr. 2. 46; Karl, aret.SD1.4; “Karl” Pmag.Par.1227.3. ἀγαθὸς δ. den gode geni til hvem en skål blev drukket efter middagen, Ar.V. 525, Nicostr. Kom. 20, D. S. 4.3, Plu.2.655e, Philonid. adgangspunkt. Ath.15.675 b, Paus.9, 39, 5, IG12 (3).436 (Thera) osv.; af Nero, ” HR. D. OGI666. 3; af Nilen, Hr. D. floden ib.672.7 (i A. D.); af individets tutelære geni (supr. 1), ” ἀ. D. Poseidonion ” SIG1044. 9 (Halic.): pl. dæmoner., = Lat. Di Manes, SIG1246 (Mylasa): Astrol., Kristus, dårlig D., navne på Celestial gejstlighed, Paul. Al.N. 4, O. 1 osv. (Mindre korrekt skrevet, K. V.).B. = Daimon, vel vidende, d. kamp dygtig i kamp, Archil.3.4. (Pl. Kreditvurderingsbureau.398b, foreslår dette som orig. forstand; mens andre ville skrive Kristus i Archil., og slippe af med denne forstand helt; jf. dog, HR. Mere sandsynligt er roden til karrus (guddom) til at fordele skæbner;; jf. Alcm.48.)
så hvorfor er ikke din definition her? Hvor er de gamle beviser for dette?
senere græsk type folk begyndte at sige dæmon i stedet for daimon
Nej, Det er den måde Latin skriver den græske diftong. Det har intet at gøre med “senere græske type mennesker.”Og helt sikkert kan du give en mere præcis dating end “senere.”Senere end hvem? Minoans?
betragtede dem som godartede naturånder generelt, der generelt levede i luften og omringede os.
kilde? Og ja, jeg mener en primær kilde. Jeg aner ikke, hvor jeg skal lede efter bevis for en sådan påstand, fordi du ikke kan fortælle mig, hvem disse “senere” mennesker er.
eller du kan gå læse Hesiod, Homer, Platon
jeg har, Tak, på græsk.
det ser ikke ud til at have været en universel tro og kunne endda have været stort set metaforisk, ingen er helt sikker på, hvad med dem grækere er alle filosofiske og ofte bruger dæmonen som metafor for elementer i den menneskelige tilstand.
gyldig, men virkelig modbydelig uden god grund.
Platon skrev, at Socrates hævdede at have sin egen bogstavelige personlige dæmon, der fortalte ham seje ting.
Nej, Platon skriver ikke, at Socrates hævdede noget; det er ikke sådan, dialogens genre fungerer. Platon portrætterer Socrates som havende en daimonion, som er den diminutive form af det pågældende ord, og det fortalte ham ikke “seje ting”, det forhindrede ham i at gøre ting, han var ved at (Kurt). Det er det, vi kalder en samvittighed.
den “moderne” betydning synes at have dukket op omkring 300BC. Jødedommen havde onde ånder i sin pantheon siden tidligt, men det var en specifik oversættelse af den hebraiske bibel (Septuaginta, hvis du er ligeglad), der bruger udtrykket dæmon til at beskrive dem. Da kristendommen samlede fart, og stødte konstant hoveder med romerne og deres version af græsk hedenskab, det var bare naturligt at, godt, dæmonisere deres dæmoner ved at bruge ordet dæmon til at betyde en ond ånd, så det sidder bare fast som et holdover fra den hebraiske bibel.
igen, du tager fejl. De negative konnotationer af ordet er allerede til stede længe før Septuaginta, så tidligt som Homer. Se LSJ ovenfor.